diary.dk - Kamilla Olsen blogger…

1. At vide at de mennesker jeg elsker har det godt!

2. Jeg har brug for tid til at være MIG! Alenetid, hvor jeg ikke skal underholde, snakke, underholdes eller være sammen med andre mennesker.

3. Frisk luft -> Jeg får lejlighedskuller af at være indenfor for lang tid af gangen.

4. Mad – hvis ikke jeg får noget at spise med jævne mellemrum, så bliver jeg så eddikesur, at jeg ikke kan holde noget som helst ud.

5. At få lov til at blogge og sidde ved computeren – også bare for at blogsurfe rundt i blogland..

6. At have lov til at slå lyden fra min mobiltelefon UDEN at skulle modtage Telefonsvarebeskeder eller sms’er om, hvorfor jeg ikke tager telefonen/svarer tilbage på sms/ringer tilbage. Nogle dage orker man bare ikke at snakke!

7. At få lov til at vågne uden alt for meget drilleri, alvorlig snak, for mange praktiske opgaver eller travlhed. Hvis ikke = meget morgensur!

8. Jeg skal hverken fryse eller svede – kan slet ikke overskue en for varm eller kold lejlighed.. (eller bare generelt at være steder, hvor der enten er for varmt eller koldt, hvor ens påklædning ikke passer til temperaturen)

9. At gå tidligt i seng en gang imellem – ens energiniveau kan altså godt være opbrugt kl. 21.00 og så må man vel godt hoppe ind under dynen.

10. Struktur! Lister over alt..

Nogle gange kan jeg blive så urolig, hvis jeg har en fornemmelse af, at de mennesker jeg holder af ikke har det godt. Dem jeg elsker skal være glade og nyde livet. Jeg prøver at gøre mit for at de har det godt og jeg elsker at forkæle andre mennesker.

Jeg kan slet ikke overskue, når folk forventer af mig at jeg skal være social – vi er vel alle forskellige indrettede på den front. Og jeg KAN IKKE være sammen med andre mennesker i alt for lang tid af gangen. Mit sociale behov er ikke særlig stort og jeg kan aller bedst lide den tid jeg har med mig selv og kæresten. Kald mig bare gammeldags, men jeg synes det er skønt. Det er dejligt at have fundet én man kan være sammen med, uden egentlig at lave noget sammen, UDEN at kede sig. Jeg kan også godt være sammen med mine veninder flere timer af gangen, men jeg nyder det også, når man er alene igen.

Efterhånden som jeg er blevet ældre har jeg fundet ud af at alt det der sociale er måske ikke lige mig så meget. Jeg elsker at være ude, men helst til private arrangementer. Når festen rykker ind til byen, så er jeg begyndt at rykke hjem.

Selvom vi skriver år 2010, så gør det vel ikke noget at man ikke altid lige er til at komme i kontakt med, gør det?! Jeg tror det er super vigtigt at man engang imellem hiver stikket ud og er sig selv. Jeg kan godt mærke at, hvis ikke jeg har haft Kamilla-tid i en del timer, så har jeg ikke særligt stort overskud i forhold til andre mennesker.

Desuden er jeg en person der har brug for at have de praktiske ting overstået. Jeg bliver træt af det hele, hvis jeg ved at vasketøjskurven er fyldt, opvaskemaskinen skal tømmes, sengen skal redes, tøj der skal på plads, gulv der skriger på en støvsugning, tøj der hænger knastørt på tørrestativet og skal ligges sammen eller et badeværelse der er så beskidt at man ikke kan se sig selv i spejlet, når man børster tænder om morgenen. Jeg har brug for orden, renlighed og ikke mindst struktur og planer!

Når jeg skal handle, huske aftaler, pakke en taske, gøre rent, huske på forskellige emner til blogindlæg etc., så er jeg nødt til at skrive lister for at huske det hele. Jeg har brug for at kunne SE de planer jeg har. Brug for at se, hvor langt jeg er nået i rengøringen, ved løbende at strege ud og krydse af. Jeg elsker lister, struktur, sætte papirer på plads, tage noter og lignende, så et job i den dur, ville lige være noget for mig.

Jeg kan være morgensur, rigtig morgensur. En stor fed gnavpot, der ikke gider andet end bare være mig selv og have lov til at vågne. Det er de dage, hvor filmen kan knække for mig. Hvis ikke jeg kan være mig selv, have låst døren på badeværelset, når der skal bades og børstes tænder, hvis ikke tiden er til at se Go’ Morgen DK og udføre alle mine morgen-ritualer, på MIN måde, så kommer jeg i ubalance og jeg bliver ked af det, som på mærkværdigvis evig og altid vises ved at blive kodyl-, mega-, edderrasende. På ham jeg elsker og holder aller mest af. Sådan er det altid for mig – det går ud over dem der er tættest på. Dem jeg tør vise min monsteransigt overfor og dem der kan tåle at høre mig råbe og skrige (desværre nogle gange uden grund!!) uden at løbe deres vej, langt langt væk.