Nyt design på bloggen

Må man lære sit barn at slå fra sig?

Dette er et lidt langt indlæg om de bekymringer og frustrationer det kan bringe med sig at have børn. I hvert fald, hvis de er institutionsbørn. Håber du orker at læse indlægget helt til ende og måske endda give mig et råd eller to med på vejen. Har brug for det.

Jeg er frustreret. Min lille guldklump blev for noget tid siden bidt i armen, nede i vuggestuen, af et andet barn. Hårdt og det har tydeligvis (selvfølgelig) været en meget voldsom oplevelse for hende. Og os. Der blev bidt hul og vi måtte tale med egen læge om eventuelt behandling, men da hun har fået alle sine tre vacciner rettidigt var der, på den front ikke noget at bekymre sig over. Heldigvis.

Personalet i vuggestuen har naturligvis ikke måtte fortælle os, hvem der gjorde det, men vi var knap nået hjem fra vuggestuen den dag det skete, før hun fortæller os navnet på den skyldige dreng. Det var ham vi havde frygtet det ville være, da vi tidligere har oplevet selvsamme dreng slå, skubbe og sparke andre børn på stuen, inklusiv Lille K. Vi havde egentlig håbet lidt på at det var ét af de helt små børn på stuen, der jo endnu ikke har lært kraften af deres små nye tænder at kende. Sådan var det desværre ikke. Og det er svært. Vores lille pige nævner biderens navn herhjemme og siger hun er bange. Hun siger hun har ondt i armen og fortæller os ofte at hun er blevet bidt og siger av av. Vi har talt med hende om at man selvfølgelig ikke må bide og at det er okay hun siger stop, hvis det sker igen. Men jeg har allermest lyst til at sige hun bare skal give igen af samme skuffe. Dette gør jeg selvfølgelig ikke, da jeg jo virkelig synes det er meget forkert det drengen har gjort og stadig gør. Men nøj, hvor er det svært. Når sådan noget her sker for vores lille pige, så er hun ikke en der siger stop, bliver sur eller begynder at stortude – hun bliver stille. Meget stille. Og begynder at gå for sig selv og trække sig fra legen. Det er ikke kun vores opfattelse af hende, men også personalet i vuggestuen har bemærket at hun bliver indadvendt, når legene bliver for voldsomme eller de andre børn er for højrøstede eller kommer for tæt på.

Det er glade øjne som disse vi er vant til at sige “vi ses” til om morgenen…

IMG_1463

Vores datter ELSKER sin vuggestue. Hun kan ikke komme hurtigt nok ud af døren for at komme ned og lege med sine 4 bedste venner i vuggestuen. Disse søde børn fortæller hun historier om til os, deres navne bliver nævnt, når vi kan høre hun leger med dukken herhjemme og de får store kram om morgenen. Men efter episoden, hvor hun blev bidt der har hun i højere grad nævnt biderens navn og sagt av av, at hun er bange, og sagt stop – som om hun viser at hun siger stop til ham. Det er tydeligt at hun prøver at fortælle os noget og vi imødekommer hende og anerkender at vi forstår at det er svært for hende og leder hende i leg med de andre børn, når vi afleverer. Hun nyder, som sagt at komme i vuggestuen. Der går ikke lang tid før hun er godt i gang, så der slet ikke er tid til at sige farvel og det er svært at få hende med hjem om eftermiddagen. Der er altid mange ting at vise os, hun skal lige lege lidt mere og vi skal hilse på de fire bedste venner inden vi kan få hende med hjem. Og det er vidunderligt. Jeg har endnu ikke oplevet at aflevere en pige der blev ked af det, når jeg gik – ikke engang efter weekend eller ferier. Før i dag. Hold da op, hvor var hun ulykkelig!! Og hold da op, hvor er det svært at skulle sige farvel til et barn der sætter sig fast på en som en sugekop. Grunden til alt dette var noget som simpelt at Lille K skulle sidde ved siden af bideren, Børnene på stuen var ved at spise frugt, da hun blev afleveret og hun blev, af pædagogen, sat på en stol ved siden af ham. Hun var så tydeligt bange. Bange for ham. Og det gjorde ondt. Min lille pige var noget så utryg og personalet anerkende ikke hendes behov. Slet ikke. Der var en plads ved bordet ved siden af og jeg spurgte om ikke hun måtte komme derover, da det jo var tydeligt for os alle, hvad grunden var til hun ikke ville sidde der. Men en ny pædagog på stuen satte Kornelia ned på højstolen igen, da hun stod op med armene rakt over mod mig. Hold da op. Jeg gav hende et hurtigt kys og sagde “vi ses skat” – dette blev svaret med et “neeeej mor. ‘Nelia bange. Vil hjem. Oooooop MOR. Av av av av!! Og så måtte jeg gå. Klumpen i halsen var stor og vreden var at føle helt uden på tøjet.

Jeg ledte efter vuggestuens leder og blev mødt af en pædagog fra en anden stue, der ofte er inde på Kornelias stue, hvorfor hun kender til både Kornelia, bideepisoden og mig.Jeg forklarede hende det hele og prøvede virkelig at holde mig objektiv, rummeligt, meget pædagogisk og professionelt til de forestående hændelser, men det blev for meget. Det er jo min lille vidunderlige datter der er så hårdt ramt fordi forældrene til en enkelt dreng på stuen ikke helt har forstået spillereglerne for børn. Specielt blandt andre børn.

Pædagogen var sød. Jeg blev trøstet, da tårerne, meget overraskende, pludselig løb ned af kinderne, hun forstod min frustration, ville tale med personalet på stuen med det samme, følge op på Kornelia og hendes humør og så ville hun nævne det for lederen, når hun kom tilbage i morgen. Jeg lovede så til gengæld hende at jeg ville nævne alt det her for lederen i morgen og bede om en tid til en samtale. For som hun sagde, vi hverken bør eller må finde os i at Kornelia er bange. Hun er i vuggestuen størstedelen af hendes vågne timer og det er vigtigt at hun tør lege og nyde dagene dernede. Og benytter sig af muligehden for at være sammen med andre børn og ikke bare går langs væggene eller leger alene i frygt for at blive slået, sparket, skubbet eller bidt af you know who.

Er der andre der har oplevet noget lignende? Eller har et godt råd? Eller bare et trøstende og beroligende ord?! Jeg vil blive glad for en kommentar, da dette er et meget personligt indlæg som jeg hele dagen har overvejet om jeg skulle smide ind på bloggen. Nu er det gjort og jeg håber det kan hjælpe mig på den ene eller anden måde.. På forhånd mange mange tak!

   

4 kommentarer

  • Søs

    Sikke en træls oplevelse! Øv altså. Synd for Lille K, hun skal være bange. Det skal hun ikke!! Og ved hvor hårdt det var for dig at gå. Måske du ligefrem en anden gang vil bede personalet om at hun SKAL flyttes væk – eller at du lige vil tale med dem udenfor, at du ikke vil acceptere at aflevere din datter på den måde. Det er urimeligt for alle – selv de andre børn må være blevet forskrækkede…

    Synes du har tacklet det hele rigtig flot. Forsøgt at lede Lille K på rette vej – i første omgang (til hun kan sige fra) væk fra denne fyr. Uden dog at italesætte ham som dum (selv om det må være svært!), så I ikke skaber hendes billede af ham som en dum dreng, hun skal frygte.

    Men nu må der tages affære. Det lyder I også klar til. Og rigtig godt I tager et møde. Der synes jeg, I skal forlange, at Lille K bliver holdt væk fra ham i en periode, at de er OBS på, hun ikke skal trække sig fra lege med andre og (især) at der bliver sat ekstra øjne på ham. Det er tydeligvis ikke kun Lille K han er efter. Så det afgørende her er jo reelt at drengen får hjælp!! Han skal have redskaber til at sige fra/bede om osv. Hvis ikke hans forældre kan lære ham det, må pædagogerne efter min mening hjælpe på vej. Både ved at guide forældrene (som måske behøver råd og hjælp) og ved at støtte drengen ekstra til han lærer det. Det synes jeg, I skal kræve. Lav en liste til mødet med overvejelser, I har gjort, så dette kan afhjælpes. Så I har den at holde fast I, hvis de prøver at bortforklare. Måske går dialogen med dem nemt – de lyder til at ville løse det – men ellers må I stå fast på, at I ikke vil acceptere, jeres datter er bange. Det SKAL de reagere på og komme med konkrete løsninger på – som hvordan de vil få drengen videre og hvordan de holder Lille K i sikkerhed imens.

    Det var mine tanker… Og få håber jeg, det hele hurtigt bliver bedre. Alt i alt tror jeg, I skal lytte til jeres fornemmelse. Synes, du i det, du har skrevet, stort set siger, hvad du vil gøre (som jeg læser det, meget a la det jeg beskriver), for I kender Lille K bedst – og selvfølgelig kan der være dage, man afleverer et grædende barn, som så er glad igen, straks man er gået (ben there…), men det her lyder lige voldsomt nok. Og så er det vigtigt, I får talt med dem dernede. Så både I og Lille K igen bliver glade og ubekymrede for aflevering…
    Ser frem til update!
    Kys til dig – og Lille K.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke en ubehagelig oplevelse for lille K. Du har gjort det helt rigtige, og det lader til at hovedparten af personalet forstår problematikken. Du må virkelig påpege overfor lederen, at der skal tages affære. Kan man ikke flytte den bidende dreng til en anden stue, så de ikke skal se på hinanden i det daglige? Håber der bliver fundet en god løsning på problemet, og jeg glæder mig til at høre mere om sagen. Håber det bedste for jer?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan kun sige jeg er enig i Dittes kommentar. Du har gjort det helt rigtige, taget samtaler med Kornelia og givet hende værktøjer til at klare situationen. NU er det pædagogernes tur til at komme ind i kampen og tage hånd om det. Og super godt at den anden pædagog tog dine bekymringer alvorligt, og meget vigtigt, at du får taget den samtale med lederen, så der bliver fulgt op på hele situationen. For det er bestemt ikke okay, at Kornelia har det skidt med at komme i vuggeren på grund af “bideren”.
    Hun skal jo helst nyde at komme der jo!

    Jeg håber, at der hurtig kommer en ordentlig løsning, så du får din glade Kornelia tilbage.

    Mvh Janni

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ååååååhhhh sødeste Olsen. Først en kæmpe krammer din vej…

    Min første tanke om alt det her: fuuuuck hvor er Kornelia heldig med, at du er hendes mor. Bedre mor findes sgu ikke – du har bare tacklet det her helt rigtigt. Du tænker på Kornelia, lærer hende at sige stop og få sat ord på, tager hende alvorligt og gør noget ved det. Samtidig har du overskud til at tænke på “bideren” og gøre dig pædagogiske overvejelser om en evt løsning. Du kontakter personalet og beder om et møde med lederen. I min verden gør du det helt rigtige – Du er virkelig for sej. Og nej, der er ingen tvivl om, at personalet skal få styr på denne uheldige adfærd… Det er et rimeligt krav! Kornelia og alle andre børn har ret til at være trygge – den er ikke længere.

    Godt gået Olsen – du er en supermor…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyt design på bloggen