LEGO House i Billund

Venskaber i 20’erne vs i 30’erne

Der er for mig kæmpe stor forskel på, hvordan jeg har venskaber nu i forhold til, hvordan jeg havde venskaber, da jeg var i 20’erne. I hvert fald i starten af 20’erne – det kan skyldes at jeg er blevet mor, men jeg tror ikke kun det er derfor. Da jeg var ung og boede alene var hverdagen en helt anden. Jeg var single, havde både nære venner og bekendte tæt på. Jeg var altid sammen med en veninde eller to. Vi så film sammen, slappede af, lavede mad og gik i byen.

Jeg ser ikke længere nogle bekendte ud over, når andre inviterer. Jeg orker simpelthen ikke. Jeg er efterhånden blevet en “all og nothing”, når det drejer sig om mine veninder. Jeg har besluttet mig for at jeg ikke vil “spilde tiden” med veninder der ikke siger mig noget. Altså bekendte, hvor jeg ikke kan være mig selv. Hvor jeg spiller skuespil og påtager mig en rolle for at passe ind i en scene, hvor jeg skal agere på en bestemt måde. Jeg har gjort det alt for længe og har nu besluttet mig for at jeg skal have ryddet op. Ryddet op i mine relationer og sortere ud.

Jeg er blevet ældre. Har forandret mig og udviklet mig. Jeg vil gerne være den bedste version af mig selv, for det skylder jeg mig selv. Derfor vil jeg kun bruge tid på de ting og de mennesker der giver mig energi og som giver mig lov til at være mig selv.

Jeg har veninder, som jeg har haft i mange mange år, men også veninder jeg har kendt meget få måneder. Venskaberne er tætte og forskellige. Men der er kemi, respekt og vi har ting til fælles. Uden at lyde som en bedsteforælder, så mener jeg virkelig at man skal slå til, hvis man møder et menneske man gerne vil lære bedre at kende. Hvor man kan mærke at den er der.

Jeg har en helt særlig veninde jeg har kendt siden seminarietiden. Hun slog benene væk under mig og vi klikkede som to søstre der fandt hinanden. I går kiggede hun kort forbi, da hun var i byen og jeg tilfældigt var hjemme med en sovende feberramt Leonora på sofaen. Jeg har ikke set hende siden april, men da hun trådte ind af døren i går var vi bare os. Jeg glemmer hele verden, når jeg er sammen med hende. Kan fortælle hende alle mine tanker, bekymringer og jeg kan være mig. Vi taler om de personlige ting, stiller de spørgsmål der kan gøre ondt og er ærlige. Jeg ved, hvor jeg har hende. Og jeg ved at vi er veninder resten af vores liv!

img_8795

Mine venskaber lider under helt simple ting som; forhold, børn, tid og naturligvis mine egne prioriteringer. Jeg har alle muligheder for at mødes med mine veninder, da jeg har fundet mig en kæreste der altid (!!) står klar til at være alene med pigerne, hvis han er hjemme, for at sende mig ud sammen med veninder. Jeg prioriterer bare ikke altid at komme ud af døren. Både fordi jeg har brug for at være hjemme og slappe af, men også fordi jeg jo faktisk har lyst til at være sammen med min familie. Den jeg har skabt sammen med Martin og som betyder alt i verden for mig. Her kan jeg være for evigt. Martin er min aller bedste ven (og selvfølgelig også uven – sådan tror jeg ofte det er..?!), så jeg har altid én jeg kan tale og være sammen med.

Mine venskaber er blevet anderledes end de var i 20’erne, hvilket jeg tænker er helt normalt. Jeg bruger sjældent (nærmest aldrig!) mine veninder til at hygge hjemme med en film, flade ud på sofaen om søndagen med tømmermænd eller tage spontane byture. Jeg er mere sammen med mine veninder på café, en gåtur efter børnene er puttet eller hvis vi er sammen med vores familier og jeg synes faktisk det er helt fantastisk at det er blevet sådan. Det er vigtigt for mig at de få veninder jeg har er all-in ligesom jeg. At vi begge giver noget af os selv til venskabet, for som i et forhold, så skal der også arbejdes på et venskab. Begge har et ansvar for at holde kontakten, være til stede når vi mødes OG til at bruge hinanden i livet, både i op- og nedture.

For mig er det egentlig ikke nødvendigt at mine veninder og jeg er det samme sted i vores liv; parforhold, geografi, børn, job, interesser eller fælles venner er ikke et must for et godt venskab. Jeg skal mærke den altafgørende kemi og tryghed, som gør at jeg tør og har lyst til at åbne op.

Har dine venskaber også ændret sig gennem tiden? Er du som jeg, også gået fra at have en stor omgangskreds til pludselig kun at kunne tælle dine aller næreste venner på en stor håndfuld? Er det selvvalgt eller er “tiden bare gået fra jer”?

   

2 kommentarer

  • Ditte

    Jeg gik ud af din dør i går og tænkte “hold kæft jeg elsker hende” Med en tryghed og vished om, at med dig, så bliver jeg aldrig alene. Jeg bliver aldrig alene med de svære ting i mit liv og aldrig alene med de lyse og lette ting. Jeg har dig. Og hold nu op et privilegium – at bare komme forbi, føle sig velkommen, forstået, tryg, elsket og god nok, som den man er 💜 Så tak Olsen. Tak for dig og tak fordi du er i mit liv… Det er sgu os to for evigt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kamilla

      Min sødeste søde veninde! Jeg tænkte præcis det samme og ville have skrevet til dig, men så var der en feberramt lille piger (som er frisk igen) der vågnede og så vidste jeg jo du sad i møde osv. Du er så elsket og betydningsfuld for mig! TAK FOR DIG! Og ja det er i hvert fald os to for evigt. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

LEGO House i Billund