Sommerferie

Jeg er en af dem nu og det hele er okay

Da jeg var teenager kan jeg huske, at jeg havde meget travlt med at blive voksen. Nok mest af alt, at andre skulle se mig som voksen. Jeg følte mig nemlig som voksen, meget mere voksen en de fleste af mine veninder. Ikke på grund af vores handlinger, men følelsesmæssigt følte jeg mig mere voksen end jeg følte mig set som og behandlet som.

Jeg havde et enormt stort behov for at løsrive mig for mine forældre og følte mig nogle gange hæmmet af dem og deres opdragelse, regler og kærlige omsorg. Det kan jeg faktisk til dels stadig gøre, men det tror jeg, ærlig talt, har noget at gøre med at jeg er deres mindste barn og at de måske kan have lidt svært ved at slippe mig og dermed få forståelse for at jeg ikke er så afhængig af dem, som jeg naturligvis var tidligere. Jeg er vokset op med at få at vide at jeg var en meget stærk og selvstændig pige, hvilket jeg nok egentlig også følte mig, men samtidig følte jeg ofte at jeg skulle leve op til andres forventninger, måske mest mine forældres og normen – ikke noget med at skille sig ud. Jeg følte nok mest, de følelser der blev forventet af mig. Giver det mening?

Følelsen af at (skulle) være stærk, gjorde at jeg følte mig virkelig splittet, men hvorfor jeg følte mig splittet vidste jeg ikke dengang. Jeg har her i mit voksenliv fundet ud af jeg nok egentlig var ret stærk, men bare ikke så stærk, som jeg gerne ville være. Det er ikke noget der er blevet pålagt mig, for jeg gjorde selv, hvad jeg kunne for at opretholde facaden om mit stærke og urokkelige sind. Det slår mig heller ikke ud nu, men jeg ærger mig. Ærger mig over at jeg ikke kunne hvile mere i mig selv og at jeg ikke stolede mere på mig selv. Jeg havde faktisk endda lidt følelsen af, at jeg ikke ville være god nok, hvis jeg viste skrøbelighed eller usikkerhed.  Og dét ved jeg heldigvis nu, er noget pjat.

Når man tør vise usikkerhed eller vise sin skrøbelighed overfor sine nærmeste venner og familie, så synes jeg man er stærk. Jeg håber at jeg får opdraget mine piger til at tro på at de kan vise deres sande jeg til mig. At de har en større selvsikkerhed, uanset hvad jeg gør eller ikke gør.

Det her skyldes ikke mine forældres måde at opdrage mig på eller min opvækst som sådan, men mere mit sind/min personlighed. At jeg er indrettet sådan, at jeg gerne vil leve op til, det jeg tror der er andres forventning til mig. Jeg gør faktisk stadig (alt for) meget ud af at fremstå på en bestemt måde – med fuldstændig overskud, overblik og kontrol. Det er en løgn, hvor jeg lyver allermest for mig selv. For ingen har fuldstændig overskud, overblik eller kontrol. Jeg er ovenpå på alle tre punkter, men ingen er overmennesker og jeg forventer det ikke af nogen anden, så hvorfor af mig selv!?? Det er dumt, drænende og helt unødvendigt. Jeg øver mig i at slappe af i bare at være et menneske og i at acceptere at jeg er voksen nu. Samtidig med, at jeg nogle gange ønsker at der kommer en voksen og tager over for mig, hvilket der jo hverken skal eller vil være nogen der gør.

Jeg fortryder at jeg ikke nød bare at være et barn i længere tid – det var fjollet at drømme om at blive voksen hurtigst muligt. Ansvaret der følger med er nemlig ikke altid lige sjovt, men pludselig en nødvendighed. Jeg er endelig blevet god til at få det aller bedste ud af det ansvarsfulde voksenliv, samtidig med at jeg har en helt klar bevidsthed om, at jeg bare er et menneske der er mor, kæreste, søster, datter og veninde. Jeg kan også have brug for at blive samlet op og det er helt okay, selvom jeg på papiret er en af de der voksne nu.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Sommerferie