Nibe Festival 2018 - onsdag

Nibe Festival 2018

Så blev det mandag og Nibe Festival 2018 er for alvor slut for mig. Egentlig var det jo allerede slut lørdag nat, men pigerne var hjemme hos mine forældre, så jeg kunne få plejet trætheden efter en lidt lang uge, med over 65.000 skridt i benene siden tirsdag. Der blev spist frokost på street food, gået tur langs havnen og ordnet en masse ting derhjemme, som oprydning, rengøring og sortering af massevis af ting i kælderen.

Nibe Festival 2018 var helt fantastisk – jeg har hørt noget virkelig lækkert musik og gået en del mere rundt i skoven end jeg måske plejer at gøre. Jeg har derudover haft fornøjelsen af at være både backstage, i VIP-baren, i SackIt Loungen og i graven foran scenen, hvilket var første gang for mig. Det var en vild oplevelse at stå helt nede foran scenen, da Thomas Helmig vimsede rundt med hofterne i sit helt hvide outfit og sang klassikerne for fulde gardiner ud over Hestepladsen.

Jeg har på Nibe Festival i år, som sagt hørt en del musik, men mine favoritter på scenerne var:

· Kesi – en vild koncert med helt vanvittigt mange mennesker ved Blå Scene og han fyrede den voldsomt af på scenen. Der var mega fed stemning og alle sang med.

· Rasmus Seebach – han gjorde det ligeså godt som jeg havde forventet. Der var ikke noget der overraskede mig, men han leverede en super god koncert. Jeg har efterhånden set ham en god håndfuld gange og han skuffer aldrig. Der var virkelig mange mennesker på Hestepladsen og alle sang med på de velkendte sange, som Rasmus Seebach leverede med god stemning, god lyd og han fik hele pladsen med.

· Marvelous Mosell – WOW!! En helt vild koncert i Reservatet, som jeg kunne have hørt endnu mere af. Der var super fed stemning, lyden var suveræn god og alle hoppede rundt med rødder, flis og tør jord under fødderne. Støv, lys og lyd var i ét og det var en super fed oplevelse. Jeg har ikke hørt ham før, men håber ikke det er sidste gang. Bestemt ikke.

· Wafande – det var buldrende varm på Hestepladen lige omkring frokost, så der var tyndt med publikum til denne koncert, men jeg havde Kornelia med og dét var helt perfekt. Wafande gav den gas i varmen og sang derudaf – han lavede en super koncert, hvor børnene helt nede foran fik lov til at synge med. Det var en vanvittig god oplevelse for Kornelia, så skal man på festival med sit barn, så smut forbi hvis Wafande spiller.

· Thomas Helmig – i sit helt hvide outfit gav han den max gas på scenen med sving i hofterne og gode klassikere. Hestepladsen skrålede med og der var virkelig god stemning.

· Johnny Madsen – han gav den gas på Stor Scene lørdag, hvor der var så varmt at der var parasol på scenen. Man kunne mærke stemningen helt oppe i Champagnebaren, hvor vi stod og det var helt vildt fedt. Han spillede og snakkede, hvilket var helt perfekt på den varme sommerdag. Johnny Madsen kan skabe en fest og samlede ret mange mennesker på Hestepladsen.

· Magtens Korridorer – som altid var de helt ude over scenekanten og det var mega godt. De sparkede gang i festen og havde folk med. En koncert der virkelig var et besøg værd og gæster de igen Nibe Festival, så skal jeg klart se dem. Har oplevet dem mange gange efterhånden, endda til en Nibe Medhjælperfest for virkelig mange år siden, de er som altid rigtig gode.

· Mew – egentlig nogle jeg havde glædet mig til at se, derfor nævner jeg dem her, men de var sgu kedelige. Der var ikke meget fest over den koncert og deres energi var nærmest ikke til stede. Sceneshowet er heller ikke noget at skrive om, da det vildeste var et stort hvidt stykke stof der hang ned. Jeg var skuffet, for havde virkelig glædet mig. Synes ikke stemningen på pladsen var særlig høj og dem omkring mig virkede heller ikke sådan helt ovenpå.

· Rasmus Bjerg/John Mogensen Show – noget af det allerbedste på Nibe Festival i år. WOW for en oplevelse! Vi kom i god tid og stod nærmest helt oppe foran, så da jeg fik hældt en hel øl ned af benet og i min sko, så jeg var nødt til at løbe mod VIP-baren for at få nederdel og strømpe under en blæser, tog det så ekstremt lang tid at komme væk fra Blå Scene – der var proppet med mennesker og kø så langt øjet kunne se. Så med lynblæs og tilbage igen, måtte jeg trække på mit pressekort og gå om bag scenen for at få det hele med. Det var mindst ligeså fedt at stå og kigge på og lytte til så mange mennesker der skrålede med på de gode gamle sange.

Jeg synes klart at Rasmus Bjerg/John Mogensen Show var det sidste jeg hørte der er værd at nævne her. Der skete rigtig mange andre sjove ting på Nibe – der sker mange nye ting rundt om i Skalskoven og noget af det nye prøvede jeg med Kornelia, som jeg deler med jer en anden dag. Har du været på festival i år?

KH Kamilla

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Nibe Festival 2018 - onsdag