bObles

Nyt design på bloggen..

Der er sket en del her på diary og jeg er så glad for det friske og mere stilrene pust bloggen har fået. Der er sket en del i mit liv, siden sidste “blogge-periode”, hvor jeg jo er blevet mor som den aller største forandring.. Derfor synes jeg at bloggen skulle ændres lidt – måske også med et håb om at jeg ville tage mig lidt mere sammen med bloggeriet.

I aften hygger jeg herhjemme med kæresten og lillepigen.. vi er lige blevet færdige med at spise og nu skal benene op i sofaen. Vi har haft besøg af Kornelias oldeforældre i eftermiddag og jeg har for første gang i flere måneder (på grund af bækkenløsning i graviditeten) støvsuget i den anledning og til min store overraskelse var det slet ikke så hårdt som jeg husker det, heldigvis!

I morgen får jeg barselsbesøg (de har selvfølgelig allerede været her for at se prinsessen, men nu er overskuddet lidt større fra min side) af mine to veninder og Martin og jeg har i dag været nede for at handle lidt lækkert ind til det. Han bliver (selvvalgt) smidt ind i soveværelset, hvor han skal have lavet lidt lektier og så kan jeg rigtig tøsehygge med veninderne! En gang ind imellem amningerne får han nok lige et lille besøg af Kornelia derinde, så mor her rigtig kan slappe af. Jeg glæder mig vildt meget til at få besøg til frokost og jeg glæder mig til at lave noget lækkert mad til os og rigtig hygge om dem. Jeg er ikke vant til at “forsømme” mine veninder sådan som jeg har gjort siden lillepigen kom, men jeg har (læs: kan stadig ikke) ikke kunne få øjnene fra hende. Noget siger mig dog at jeg vist nok er nødt til det nu og hvor bliver det bare dejligt og hyggeligt!

1 kommentar

  1. Jeanette - 11. december 2010

    Hej Kamilla. Det er totalt hyggeligt at læse med på din blog, kan godt lide dit 30 dages projekt, så ved man at der altid er et nyt indlæg. Det er sådan en smukt navn Kornelia, glæder mig til endnu flere billeder!

Skriv en kommentar